Mand er chokeret, da hans hustru pludselig dukker op på tv - to år efter hendes begravelse

En ægtemand i sorg havde svært ved at tro sine egne øjne, da hans afdøde kone pludselig medvirkede i et populært tv-program. Det skriver Mirror

Manden, som kommer fra Casablanca i Marokko, havde begravet sin hustru to år tidligere, efter at hun var blevet dræbt i en bilulykke. Lægerne på hospitalet i Casablanca havde fortalt Abragh Mohamed, at hans elskede kone var afgået ved døden som følge af alvorlige kvæstelser.

Han var derfor i en tilstand af chok, da hun pludselig medvirkede i et landsdækkende tv-program for personer, som har mistet kontakten til deres kære af forskellige årsager. En slags marrokansk version af Sporløs.

Det var Abragh Mohameds familie og venner, der så programmet, da den 'døde' hustru pludselig ringede ind. Hun fortalte, at hun havde mistet kontakten til sin ægtemand, og hun gav værterne hans navn og tidligere adresse. 

Da venner og familie fortalte den sørgende mand, at hans kone stadig var i live og ledte efter ham, var han forståeligt nok chokeret.

- Jeg vidste ikke, at det var en andens lig, vi begravede, og at min hustru stadig var i live, fortæller Abragh Mohamed til spanske medier ifølge Mirror.

Familien forsøger nu at opklare, hvad der gik galt, siden at kvinden fejlagtigt blev erklæret død og kort efter begravet.

De undrer sig samtidig over, hvorfor det har taget hende to år at tage kontakt til sin mand. En teori er, at hun havde mistet hukommelsen. 

Abragh Mohameds hustru boede før ulykken i et øde bjergområde i byen Azilal. Lægerne bad Abragh Mohamed om betaling for indlæggelse og behandling, og han måtte rejse langt for at skaffe pengene.

Da han kom tilbage, fik han at vide, at hun var død, og han modtog hendes lig i en kiste. Derfor opdagede han ikke, at det ikke var hans kones krop.

Følg Dagens Mærkelige Nyheder for flere lignende artikler:

 

 

Dagens Gossip