Mand er død efter brand i hus ved Roskilde

En mand mistede søndag eftermiddag livet i Østrup nordøst for Roskilde, da hans hus brændte, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

- Vi ved ikke ret meget, andet end at huset er brændt og at der ikke er noget, der tyder på en forbrydelse, siger vagtchef Thomas Jørgensen til Ritzau.

Politiet har ikke endeligt fået bekræftet, at der er tale om husets beboer, men går ud fra, at det er tilfældet.

Politiet fik anmeldelse om branden klokken 14.25 søndag eftermiddag.

Teknikere har siden undersøgt stedet for at finde ud af, hvordan branden kan være opstået, men deres konklusioner ligger endnu ikke klar, fortæller vagtchefen.

Der var tilmeldt to personer på adressen ifølge folkeregistret, men politiet understreger, at man ikke leder efter endnu et offer.

Østrup ligger 12 kilometer fra Roskilde.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV