Mand er i livsfare - politiet søger vidner

En nordsjællandsk mand er i livsfare efter en bytur i Allerød, men politiet ved ikke, hvordan det er sket.

Derfor beder Nordsjællands Politi tirsdag om hjælp fra eventuelle vidner.

Den 54-årige mand, der ligger på Rigshospitalet, kan politiet ikke tale med om, hvad der skete sent fredag aften og tidligt lørdag.

Det var en bekendt, der fik øje på manden lørdag klokken 7.30, oplyser Nordsjællands Politi.

Den 54-årige gik lidt konfus rundt og tog i døre til forretninger.

Efter hjemkomsten blev han dårlig og derefter indlagt.

Politiet ved, at han havde været på bodegaen Pillen i Allerød frem til klokken 23.30.

Senere blev han set liggende og sove, blandt andet på M.D. Madsensvej ved et-tiden.

Ved indlæggelsen havde manden en voldsom skade i hovedet og skrammer på albuer og knæ, oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Den 54-årige er cirka to meter høj og har kort, mørkt hår. Han var iført en mørk skjorte, en mørk dynevest og cowboybukser.

/ritzau/

Dagens Gossip