Mand får fire et halvt år for rådhusbombe

Fremstilling af sprængstof og planer om at sprænge Esbjerg Rådhus i luften kostede fredag den 35-årige Leon Christensen fire og et halvt års fængsel ved Retten i Esbjerg.

Sagen går tilbage til den 9. august 2011, da den 35-årige truede en ansat på et jobcenter med, at han ville "sprænge kommunen i luften".

Han blev dog først anholdt næsten tre måneder senere, da moren til en af hans døtre nævnte hans trusler overfor en sagsbehandler i kommunen.

Den 30. november rykkede politiet ud for at anholde manden hos hans mor, hvor han boede, mens han var i behandling for hepatitis.

Men da politifolkene kiggede i et skur på morens grund, ændrede sagen sig pludselig fra en sag om trusler til planer om bombesprængning og fremstilling af sprængstof.

I skuret, der var spækket med forskellig slags syre og kemikalier, var indrettet et veritabelt laboratorium, og i en flaske fandt hærens ammunitionsryddere sprængstoffet TATP.

Leon Christensen har under hele sagen nægtet sig skyldig.

- Jeg har ikke sagt direkte, at jeg ville sprænge rådhuset i luften, men jeg kan have sagt noget, der ikke var så hensigtsmæssigt, for eksempel at jeg var ved at springe i luften, forklarede han i retten.

Laboratoriet forklarede han med, at han kedede sig under sin sygdom og derfor eksperimenterede med at fremstille blandt andet salpetersyre. Den TATP, der blev fundet, måtte være blandet tilfældigt i en flaske, som han brugte til at hælde rester i.

Fundet af en bombemanual, der var downloadet på hans computer, kunne han dog ikke give nogen forklaring på.

Fredag blev han så af en enig domsmandsret dømt for at have fremstillet TATP og forsøgt at fremstille sprængstoffet ANFO.

Dommeren og de to domsmænd var dog ikke enige om, hvorvidt han også ville "sprænge kommunen i luften", idet en af dem ville frifinde ham for dette forhold.

Den 35-årige ankede på stedet dommen til Vestre Landsret.

/ritzau/

 

Dagens Gossip