Mand får seks straffe for at smugle skildpadder i bukser

Skrevet af admin

25/02/2016

Dagens topnyheder

Toldere mellem USA og Canada har stoppet en mand, som forsøgte at smugle 40 skildpadder til Canada i sine bukser.

Og nu får han sin straf, eller straffe, rapporterer flere canadiske medier.

Smugleriet koster ham seks forskellige straffe: Betinget fængsel, bøde, samfundstjeneste, forbud og to påbud.

Den dyreste af straffen til manden fra Ontario er en bødestraf på 3500 canadiske dollar, svarende til 17.390 danske kroner. Dertil kommer en betinget dom på to års fængsel, skriver CTV News.

Ifølge lokalavisen Niagara Falls Review har manden også fået forbud mod at eje skildpadder i ti år, og han skal udføre 50 timers samfundstjeneste.

Desuden skal Dong Yan orientere miljøstyrelsen i Canada, syv dage før han eventuelt rejser ud af landet.

Og som sidste del af straffen skal han skrive et brev eller en artikel, der kan publiceres, om sin oplevelse med at blive straffet. Teksten skal indsendes til miljøstyrelsen.

Det er ikke første gang, at myndighederne opdager og retsforfølger folk, som smugler skildpadder over grænsen.

/ritzau/