Mand fængsles for mistanke om drabsforsøg med bil

Skrevet af admin

14/06/2016

Mest læste i dag

En 22-årig mand er af en dommer i Retten i Glostrup tirsdag blevet varetægtsfængslet for drabsforsøg i Rødovre.

Det oplyser Claus Buhr, kommunikationsansvarlig hos Københavns Vestegns Politi.

Manden er mistænkt for bevidst at ramme en 24-årig fodgænger med sin Toyota Corolla 3. juni.

Den 22-årige varetægtsfængsles i fire uger ved grundlovsforhøret. Han kærede ikke kendelsen.

Politiet vil ikke ud med, hvad motivet er for hændelsen. Grundlovsforhøret foregik da også for lukkede døre.

Ifølge en pressemeddelelse fra mandag vurderer politiet, at bilen efter påkørslen er kørt til Fabriksparken i Glostrup til autoophug.

Offeret blev ramt af bilen lige før middag fredag 3. juni, da han gik på Tårnvej i Rødovre, og hans tilstand har siden da været kritisk.

/ritzau/