Mand fængslet for guldrøveri med hammer

Skrevet af admin

04/02/2014

Dagens topnyheder

En 44-årig mand fra Aarhus er blevet sigtet for et røveri den 12. december sidste år mod guldsmedeforretningen Kloster Sølv i Kjellerup mellem Silkeborg og Viborg.

Tirsdag blev manden varetægtsfængslet i fire uger, skriver Midtjyllands Avis' netavis, mja.dk.

Ved røveriet, der skete kort før lukketid, trængte en mørkklædt og maskeret mand ind i forretningen og truede med en hammer.

Han råbte, at han ville have penge, men umiddelbart efter knuste han en montre med hammeren og tog nogle guldhalskæder, som han forsvandt med.

Ifølge netavisen lyder sigtelsen mod manden på røveri af smykker for cirka 150.000 kroner.

Røveren forsvandt fra butikken på cykel, men efter kort tid skiftede han til en bil, som han havde holdende i nærheden.

Ved grundlovsforhøret tirsdag nægtede manden sig skyldig.

Inden dørene blev lukket på anklagerens anmodning, kom det ifølge netavisen frem, at den 44-årige aarhusianske mand allerede dagen efter blev anholdt af politiet og sigtet for røveriet. Han blev dog løsladt igen samme dag.

I denne uge blev han så anholdt igen, og politiets materiale mod ham var nok til en varetægtsfængsling.

Hans forsvarer kærede imidlertid fængslingen til Vestre Landsret.

/ritzau/