Mand fængslet i narkosag: Udvandt ekstrakt fra en frø

Skrevet af admin

17/09/2014

Dagens topnyheder

En 40-årig mand er onsdag blevet varetægtsfængslet i 13 dage for besiddelse af knap 40 gram kokain og 23 gram amfetamin.

Han havde samtidig 6,5 gram ukendt stof, der viste sig at være et ekstrakt eller udtræk fra en frø. Det kom frem under grundlovsforhøret af manden, der foregik i Dommervagten i København.

Den 40-årige, som talte engelsk og derfor havde en tolk på, fortalte selv under afhøringen, hvad det ukendte stof var.

Det fik umiddelbart tolken til at grine, der bagefter på dansk forklarede, at "det var fra en frø".

Stoffet fra frøen er imidlertid blevet sendt til analyse, fortæller politikommissær Bjarne Christensen fra Københavns Politi.

- Vi ved ikke, hvad det er. Det er blevet sendt til undersøgelse, forklarer han.

Ifølge politiet havde manden til hensigt at sælge stofferne videre. Den fængslede mand nægter imidlertid at have kendskab til kokainen.

Han erkender amfetaminen, som ifølge ham var til eget forbrug, imens det ukendte stof altså var ekstrakt fra en frø.

/ritzau/