Mand falder over bord fra sejlbåd i Kalundborg Fjord

En 46-årig mand, der søndag aften faldt over bord fra et sejlskib i Kalundborg Fjord, var så nedkølet efter opholdet i vandet, at han fik hjertestop på vej i den helikopter, der bragte ham til Rigshospitalet.

Det oplyser vagtchef Lars Mogensen fra Midt- og Vestsjællands Politi.

- Hans kropstemperatur var meget lav, og undervejs får han hjerteproblemer, fortæller vagtchefen.

På Rigshospitalet er den uheldige sejlers kropstemperatur blevet normaliseret ved hjælp af varmt vand.

Politiet har ikke fået yderligere oplysninger om mandens tilstand.

Det var en redningshelikopter, der fandt sejleren i vandet, oplyste vagtholdslederen hos Forsvarets Operationscenter, der blandt andet står for søredninger, søndag aften.

Politiet har endnu ikke haft mulighed for at tale med sejleren. Det vides ikke, om manden havde redningsvest på, da uheldet indtraf, eller hvorfor det gik galt.

Der var kun to mand om bord på skibet, og en hjemmeværnskutter blev sendt ud for at hjælpe den anden mand ind til Kalundborg.

Begge personer om bord på sejlbåden kommer fra lokalområdet.

- Der er angiveligt tale om to kammerater, siger Lars Mogensen.

Båden befandt sig omkring tre sømil fra kysten, da manden faldt over bord.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV