Mand fra Amager vinder 13.000 hver måned i 13 år - gemte loddet i køkkenskab

Det blev en usædvanlig god weekend for en mand på Amager.

- Fredag aften var min søn nede for at købe nogle ugeblade til hans oldemor, og jeg sagde, han lige skulle købe et skrabelod med. Han skrabede det, og råbte: ”Det er løgn! Det er helt vildt!”, siger manden, der ønsker at være anonym, men godt vil fortælle, at han bor på Amager og har tre børn.

Og det var helt vildt. Gevinsten lyder på 13.000 kroner hver måned i 13 år på et Mega Quick. I alt vil der trille 2.028.000 kroner ind på kontoen over de næste 13 år.

- Jeg skulle i banken med loddet, men det kunne jeg jo først mandag. Jeg turde ikke lade det ligge i mit hus og heller ikke gå rundt med det. Tænk hvis jeg tabte det. Vi har taget en masse billeder af det, så vi havde det som bevis, griner han.

I stedet kravlede han op og gemte det øverst og bagerst i et af køkkenskabene. Og så skulle man eller tro, at gevinsten skulle fejres.

- Jeg skulle mødes med nogle venner i byen senere, men jeg begyndte at få paranoia. Tænk nu, hvis huset brændte. Så jeg tog tidligt hjem, griner han igen.

Det blev ikke til så meget søvn i løbet af weekenden, men mandag morgen var han i banken. Klokken 10.00, da de åbnede. Her fik han bekræftet, at den er god nok. Snart vil der rulle 13.000 kroner ind på bankkontoen. Hver måned. I 13 år.

- Jeg har stadig lidt svært ved at tro på det. Det er bare så urealistisk, siger han og afslører, hvad nogle af pengene skal bruges til:
- Jeg har tre store børn, så de skal støttes og hjælpes med nogle penge hver måned. Det er både til studiehjælp og lejlighed. Og så skal der også være lidt til mig selv, slutter den heldig vinder.

Dagens Gossip