Mand fundet død i Esbjerg: Mistanke om forbrydelse

Skrevet af Jesper Larsen

11/12/2014

Mest læste i dag

Teknikere og retsmedicinere er i gang med at undersøge en lejlighed på Exnersgade i Esbjerg, hvor en mand tidligere i dag blev fundet død.

Politiet betragter omstændighederne som mistænkelige, fordi der blev fundet store mængder blod i lejligheden. 

- Der var en del blod omkring liget, og derfor er teknikerne netop nu i gang med at undersøge lejligheden for at få afklaret omstændighederne omkring mandens død, siger efterforskningsleder ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Bent Thuesen.

Politiet havde tidligere i dag afspærret området omkring Exnersgade for at afsøge området for spor med hunde, men det kræver sandsynligvis en obduktion af manden, før det kan afklares, om der ligger en forbrydelse bag.

- Vi må se, hvad teknikerne kommer frem til, når de har undersøgt stedet, og ellers får vi endelig vished, når den afdøde skal obduceres, siger Bent Thuesen. 

Der foreligger endnu ikke oplysninger om mandens alder og hvorvidt han har bopæl i lejligheden.