Mand fundet druknet efter bådulykke i Nordjylland

Politiet i Nordjylland fik torsdag eftermiddag en melding om en båd, der lå med bunden i vejret i vandet ved Egense, Nordjylland.

Brandvæsenet og politiet rykkede ud til stedet, og en helikopter blev også sendt til stedet.

Da brandvæsenet sejlede ud til båden, fandt de en livløs mand ved siden af den.

Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Båden lå på lavt vand, og den livløse mand blev halet op i brandvæsenets redningsbåd, hvor brandfolkene ydede førstehjælp. Herefter blev han fløjet med helikopter til Aalborg Universitetshospital, hvor han allerede ved ankomsten blev erklæret død.

Der er ifølge Nordjyllands Politi tale om en 69-årig mand fra Egense, som var ude med sin båd. Det er endnu uvist, hvad der fik manden til at kæntre med sin båd.

De pårørende er underrettet om dødsfaldet, oplyser Nordjyllands Politi.

Dagens Gossip

Dagens TV