Mand har fjernet datter på tre år - hun behøver medicin

Politiet opfordrer tirsdag formiddag en 37-årig mand til at opgive bortførelsen af sin datter på tre år.

Manden fjernede mandag morgen barnet fra en adresse i Hvidovre. Han har ikke forældremyndigheden.

Tirsdag oplyser Københavns Vestegns Politi på Twitter, at den lille pige er i behandling og har brug for medicin.

- Efterlyste bør melde sig straks, lyder politiets appel.

Den eftersøgte er Ulrik Klarskov, der har kort, sort hår. Mandag var han iført en gul trafik- eller arbejdsvest og hvide arbejdsbukser.

Han kørte fra Byvej i Hvidovre med datteren i en mørkeblå VW Transporter.

Politiet håber på, at mennesker, der har set manden med eller uden pigen, vil henvende sig.

Den treårige har lyst hår og var iført en orange thermojakke og thermobukser.

Politiet får løbende tip i sagen, men tirsdag ved middagstid oplyser politikommissær Hans Chr. Tonnesen, at det afgørende spor endnu ikke er dukket op.

/ritzau/

Dagens Gossip