Mand holder kæreste fanget i bil i et døgn

Politiet mistænker en 43-årig mand fra Odense for at have tvunget sin 29-årige kæreste ind i en bil og kørt rundt med hende i op imod et døgn i Odense og forskellige steder på Fyn.

Manden er blevet sigtet for frihedsberøvelse og varetægtsfængslet.

Det var kærestens veninde, der ringede til politiet.

- Hun frygtede, at manden havde tvunget kvinden ind i bilen mod hendes vilje, og da vi får kontakt med dem i telefonen, virker det, som om der er noget galt. Derfor får vi vores patruljebiler til at kigge efter bilen, siger vagtchef Hans Jørgen Larsen, Fyns Politi.

Politiet mener, at manden har kørt rundt med kvinden, fra han opsøgte hende hjemme midt på eftermiddagen fredag og indtil lørdag omkring klokken 13. Da blev han anholdt i kvindens hjem i Odense.

- De har tilsyneladende opholdt sig i bilen det meste af tiden og kørt rundt i Odense og forskellige andre steder, siger Hans Jørgen Larsen.

Politiet har endnu ikke kunnet afhøre kvinden om frihedsberøvelsen, da hun er stærkt chokeret.

Den 43-årige blev søndag fremstillet i grundlovsforhør, hvor en dommer varetægtsfængslede ham i fire uger.

Manden nægter sig skyldig og har kæret fængslingen til landsretten.

/ritzau/

Dagens Gossip