Mand i sommerhus anholdt for farlig vold i Christiania

Skrevet af admin

21/07/2016

Mest læste i dag

Efter lidt snak frem og tilbage i telefonen lod en mand i et sommerhus i Nordjylland sig overtale af politiet. Han pakkede en taske og gjorde sig klar.

Derefter kunne betjente onsdag eftermiddag køre ud til den 44-årige ferierende herre og sigte ham for et groft overfald på politifolk.

Manden sigtes for sammen med mange andre at have deltaget i angrebet på betjentene i Christiania i København 17. juni.

I alt er ni personer nu sigtet, oplyser politikommissær Steffen Th. Steffensen fra Københavns Politi torsdag.

Under forsøget på at lokalisere den 44-årige lykkedes det at få kontakt per telefon.

- Først nægtede han at have haft noget med det at gøre, fortæller politikommissæren.

Men da betjentene over telefonen sendte ham beviserne, ændrede manden holdning.

Både han og en 50-årig mand, der blev anholdt på Nørrebro i København, fremstilles torsdag i Dommervagten med krav om varetægtsfængsling.

Den sidstnævnte sigtes for at have kastet tre brosten mod de politifolk, der ryddede boder i Pusher Street midt i juni.

I alt ni personer er indtil nu blevet sigtet for volden.

Men langt flere mennesker, nemlig mellem 30 og 35, deltog ifølge Københavns Politi, da der blev kastet brosten, fliser, jernkæder og flasker mod betjentene.

Under efterforskningen forsøger politiet at identificere gerningsmændene på baggrund af videooptagelser.

Politiet overvejer at offentliggøre billeder af de voldelige personer, hvis det ikke lykkes at identificere dem, sagde politikommissæren forleden.

Ved aktionen rev betjente hashsælgernes boder ned i Pusher Street.

/ritzau/