Mand i villakvarter dømt for at bortføre racekat

Det var slet ikke en bagatelagtig sag, da en nordsjællandsk mand lokkede en kat i en fælde og kørte den 10 kilometer væk.

Det har Retten i Hillerød fastslået i en dom, hvor manden er blevet fundet skyldig i at have overtrådt straffeloven.

Manden bor i et almindeligt parcelhuskvarter, oplyser retten om sagen.

Tilsyneladende kan han ikke døje katte. Men han gik langt over stregen, da irritationen fik ham til at handle.

I haven opsatte han et bur for at indfange katte og fjerne dem. Lokkemidlet var tunfisk.

En racekat, som tilhører en beboer i området, og som skønnes at være 5.000 kroner værd, kunne ikke stå for fristelsen og gik i fælden.

Derefter kørte manden sit bytte til et skovområde 10 kilometer væk og satte katten fri.

Aktionen fik tydelige konsekvenser. Katten var meget afkræftet, da den senere blev fundet, oplyser retten.

Bortførelsen af katten er en overtrædelse af straffelovens bestemmelse om hærværk, har retten for nylig slået fast.

Straffen er blevet fastsat til seks dagbøder á 400 kroner.

/ritzau/

Dagens Gossip