Mand indebrændt på Hotel Skudehavnen i Rudkøbing på Langeland

Arkivfoto.

En yngre mand omkom sent i aftes i forbindelse med en brand på Hotel Skudehavnen i Rudkøbing på Langeland, oplyser Fyns Politi.

Brandvæsen og politi var hurtigt fremme, og kort tid efter blev en person reddet ud af bygningen, der er et dobbelthus med 1. sal, oplyser vagtchef Hans Frederiksen.

Personen, der blev reddet ud af den brændende bygning, var svært forbrændt og blev lægebehandlet på stedet, men han døde kort tid efter.

Politiet har en mistanke om, at der muligvis kan være tale om et selvmord, fordi den yngre mand lugtede kraftigt af brændbar væske.

Der er tale om en yngre mand, hvis identitet ikke er endelig bekræftet.

Hotel Skudehavnen er lejet ud til asylcentret Holmegården, og på stedet er der 60 beboere.

Personale tilknyttet centret tager sig af beboerne, og brandstedet bevogtes af hjemmeværnet indtil Kriminal Teknisk Center kan foretage brandundersøgelse.

Dagens Gossip

Dagens TV