Mand kørte bil ind i ekskærestens hus og smadrede stuen

Skrevet af admin

12/03/2015

Dagens topnyheder

Et rækkehus i Hvidovre skiller sig torsdag ud fra de andre ved, at der er hjulspor i haven og et stort hul i husmuren.

Skaderne er ifølge politiet sket ved, at en 43-årig mand klokken 06:40 med vilje kørte sin bil ind igennem haven og videre ind i huset, hvorefter han endte inde stuen.

Huset, der ligger på på Hvidovregade, tilhører mandens ekskæreste på 51 år.

Det oplyser vagtchef ved Københavns Vestegns Politi Kim Svenningsen til Ritzau.

Han fortæller, at den 43-årige mand først slog ekskæresten i hovedet og på kroppen med de bare næver, hvorefter han forlod huset og vendte tilbage med bilen kort tid efter.

- Ekskæresten havde søgt tilflugt i nabolaget og var derfor ikke til stede i huset, da han kørte bilen ind i det, siger vagtchefen.

Efter at have kørt bilen ind i stuen, begyndte den 43-årige at smadre møblerne og kaste rundt med ting.

Efter hændelsen blev manden anholdt og bragt til skadestuen. Siden gik turen til retten, hvor en dommer torsdag eftermiddag valgte at varetægtsfængsle ham i fire uger.

/ritzau/