Mand med økse gik amok på borgerservice

En cirka 50-årig man gik fredag morgen få minutter efter klokken ni amok med en håndøkse i Helsingørs Borgerservice i Prøvestenscentret, skriver Frederiksborg Amtsavis.

Det skete i minutterne efter at Borgerservice åbnede dørene, og det skete foran 40-50 borgere, der ventede på at få hjælp.

Manden ville i kontakt med en sagsbehandler på 1. sal, og da han ikke kunne det, gik han amok med øksen på en armeret rude.

Ingen kom til skade, men episoden har efterladt medarbejdere og borgere i chok. Alarmen blev udløst, og betjente fra politigården få hundrede meter derfra stormede i løb mod Borgerservice for at hjælp.

Det lykkedes dog den cirka 50-årige mand at forlade Borgerservice på en cykel.

Han er nu efterlyst af politiet, og Helsingør Kommune har meldt ud, at der er krisehjælp til ansatte og borgere, der har overværet episoden.

/ritzau/

Dagens Gossip