Mand mister livet efter hasarderet overhaling: Skubbet 70 meter hen ad vejen

En mand på 29 år er afgået ved døden efter en trafikulykke, hvor en anden bilist formentlig kørte over for rødt og påkørte offeret i høj fart.

Ulykken skete på Slotsherrensvej ved Rødovre omkring klokken 23.00.

- Det drejer sig om, at den ene part angiveligt kører frem for rødt lys og påkører den anden part med høj fart, siger Brian Munck, vagtchef hos Københavns Vestegns Politi.

Bilen, der kørte over for rødt, kom med så høj hastighed, at den 29-åriges bil ifølge politiet blev skubbet 70 meter hen ad vejen. Den 29-årige var alene i bilen.

Føreren af den første bil, en 42-årig mand, er på hospitalet, hvor han behandles for kvæstelser, der ikke er livstruende. En passager i samme bil kom også til skade i ulykken - heller ikke alvorligt.

- Føreren er på sygehuset og skal afhøres af politiet senere, siger Brian Munck.

Det er uvist, om føreren har været påvirket af eksempelvis alkohol eller narko, da han kørte over for rødt.

På grund af ulykken var Slotsherrensvej en overgang spærret i begge retninger ved Motorring 3, men tidligt natten til mandag er strækningen genåbnet.

Den dræbtes pårørende er blevet underrettet.

/ritzau/

Dagens Gossip