Mand og kvinde efterlyses: Begik tricktyveri mod 90-årig kvinde

Skrevet af Elo Christoffersen

17/10/2013

Dagens topnyheder

En 90-årig kvinde blev i går udsat for et tricktyveri i sin lejlighed i Opnæsgård i Hørsholm.

En mand og en kvinde ringede på hos kvinden og udgav sig for at komme fra kommunen. Manden opholdt den ældre kvinde med snak, mens kvinden gik ind i lejligheden og stjal kontanter fra en pung, oplyser Nordsjællands Politi.

Begge gerningsmænd beskrives som af anden etnisk oprindelse end dansk.

Manden er 175 centimeter høj, brun i huden, spinkel af bygning, sort kort hår og med kort/trimmet skæg. han var iført en mørkeblå trøje, løse bukser og talte dansk.

Kvinden beskrives som 175 centimeter høj,  brun i huden, kraftig af bygning, tydeligt optegnede øjenbryn og havde rød læbestift på. Hun var iført lys/hvid striksweater med hætte, stramme bukser, talte dansk med accent og medbragte en sort mellemstor skuldertaske.

Oplysninger i sagen kan gives til Nordsjællands Politi på 1-1-4.