Mand overfalder kommunalt ansatte med kæde

Skrevet af admin

20/12/2013

Dagens topnyheder

To kvindelige ansatte hos et Borgerservicekontor i Kalundborg fik sig torsdag en ubehagelig oplevelse, da en vred 49-årig mand overfaldt dem med en kæde.

- De har fået nogle mindre læsioner på armene, men er sluppet fra det uden alvorlige skader, siger kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi Simon Schwaner til Ritzau.

Overfaldet skete kort før klokken 10, og politiet var hurtigt på stedet, hvor de anholdt den 49-årige kalundborgenser.

De to kvindelige medarbejdere er henholdsvis 24 og 35 år.

Manden havde ifølge politiet set sig vred på kommunen og dens medarbejdere.

- Det er desværre noget, vi har set før, at folk lader sine frustrationer gå ud over kommunalt ansatte, siger Simon Schwaner.

Den 49-årige sigtes for vold.

/ritzau/