Mand overlever fald fra sjette sal - landede på taxa

Skrevet af admin

18/06/2016

Dagens topnyheder

En mand er blevet indlagt på sygehuset, efter at han natten til lørdag faldt ud af et vindue i Oslo. Det skriver den norske avis Dagbladet.

Ifølge det norske politi ligger der ikke noget kriminelt bag episoden.

- Indtil videre er der ikke noget, der tyder på at det er andet end en ulykke, siger Morten Wik, der er vagtleder for Oslo-politiet, til Dagbladet.

- Der havde været fest på stedet, og mens gæsterne var nede på gaden og på vej hjem, tyder alt på at manden er faldet ud af vinduet, lyder det.

- Et øjenvidne så manden falde og lande på taxaen. De andre hørte braget og stormede til for at hjælpe, siger Morten Wik fra politiet.

Flere norske medier skriver, at manden, der ikke er norsk statsborger, har "alvorlige skader", men derudover er det småt med oplysninger om hans tilstand.

- Vi fik meldingen klokken 04.38 i nat og manden blev kørt til Ullevål sygehus med alvorlige skader. Men han er stadig i live, siger Morten Wik til Dagbladet.

Gæsterne ved festen har fået tilbudt psykologhjælp efter episoden.

Mandens nationalitet og alder er hidtil ukendt, og norske myndigheder forsøger angiveligt at få fat i mandens pårørende i udlandet.

/ritzau/