Mand på bryllupsrejse dræbt af haj ved fransk ferieø

Skrevet af Michael Lauritsen

26/05/2013

Mest læste i dag

En 36-årig franskmand på bryllupsrejse har mistet livet efter et hajangreb ved den populære strand, Brisants de Saint-Gilles, på den vestlige side af den franske ø, Reunion.

Manden var ude at surfe, da en haj angreb ham to gange. Alarmen gik, da en anden badegæst så blod i vandet, skriver Sky News.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - Klik her og vær med nu

Da livredderne kom til undsætning, havde manden allerede mistet store mængder blod. Han trak ikke vejret, ligesom hjertet også var stoppet med at slå.

Livredderne fik ham op på stranden, men kunne ikke redde hans liv.

Hajen havde bidt den 36-årige i armen og i det ene lår. Mandens hustru så hele episoden fra stranden og måtte i behandling for chok.

Ifølge franske medier er parret fra Morteau i det østlige Frankrig.

LÆS OGSÅ: Hvidhajer kan være på vej mod Danmark

Reunion ligger midt i Det Indiske Ocean. Øst for Madagaskar og syd for Mauritius. Derfor er mødet med hajer ikke en sjældenhed. Tre personer har mistet livet efter hajangreb ved den samme ø i løbet af de seneste to år. Dette angreb var det første i år.

Efter angrebet har myndighederne valgt at lukke stranden midlertidigt. 

Hajer anses ikke for at være menneskeædende, og forskning peger på, at hajer ofte forveksler mennesker med byttedyr som sæler og skildpadder. 

I fjor blev der rapporteret 78 hajangreb mod mennesker på verdensplan. Otte af dem med dødelig udgang.