Mand renses for chikane mod lesbisk par

Skrevet af admin

15/03/2016

Dagens topnyheder

En meget omtalt sag om påstået chikane mod et lesbisk par i Mariager er slut.

Statsadvokaten i Viborg har besluttet ikke at rejse en straffesag mod en mand i byen, oplyser hans forsvarer, advokat Kåre Pihlmann.

Efter stor omtale i medierne af den påståede chikane blev der arrangeret fakkeloptog i Mariager, og borgmesteren i Mariagerfjord Kommune udtalte sig også.

Men for nylig rejste et dokumentarprogram på DR stærk tvivl om de beskyldninger, som parret var kommet med.

For eksempel afslørede programmet, at kvinden bag påstanden havde set et foto af den sigtede på nettet, før hun deltog i en såkaldt foto-konfrontation hos politiet.

Dermed har udpegningen hos politiet ikke længere nogen særlig værdi som bevis, fastslår statsadvokat Jan Rechendorff.

Herefter har han opgivet sin opfattelse af, at manden kunne tiltales for ulovlig indtrængen i parrets have.

Sagen begyndte tilbage i 2014, og den har taget alt for lang tid at afgøre, mener advokaten.

- Det burde på et langt tidligere tidspunkt have stået politiet klart, at sigtelsen var grundløs, siger Kåre Pihlmann tirsdag.

I cirka 18 måneder har beskyldningen hængt over hovedet på Carsten Anhøj fra Mariager.

- Det må ikke tage halvandet år at finde ud af, om der har stået en råbende mand i en parcelhushave, siger Kåre Pihlmann med henvisning til påstanden om, at Anhøj var trængt ind i parrets have.

Nu bebuder Carsten Anhøj et krav om erstatning.

- Det skal ikke være gratis at hænge min klient til tørre i halvandet år. Jeg kan ikke sige noget om størrelsen nu, men det bliver betydeligt, siger advokat Pihlmann.

Han kritiserer samtidig medierne for i lang tid at have genfortalt det lesbiske pars version uden at have stillet kritiske spørgsmål.

Overfor DR Nordjylland har Tulle Krøyer påstået, at hun og hendes familie nærmest måtte flygte fra byen på grund af chikanen.

/ritzau/