Mand sigtes for racisme efter spyt mod flygtninge

Skrevet af admin

28/10/2015

Dagens topnyheder

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har valgt at sigte en 58-årig mand, der beskyldes for at spytte på en gruppe flygtninge fra en motorvejsbro ved Rødby.

Episoden, der fandt sted i september, vakte stor opsigt, da flere medier offentliggjorde billeder af den tilsyneladende spyttende mand.

Men det er først nu, at politiet har fundet anledning til at sigte manden.

- Han er sigtet for overtrædelse af racismeparagraffen og voldsparagraffen, siger politiinspektør Kim Kliver til Ritzau.

I perioden mellem anmeldelsen og den egentlige sigtelse har politiet talt med forskellige vidner, og der pågår stadig efterforskningsmæssige undersøgelser.

I løbet af nogle uger regner politiet dog med at have afsluttet efterforskningen.

Herefter bliver det op til anklagemyndigheden at vurdere, om der er grundlag for at føre en straffesag mod den 58-årige.

Det var fotograf på Dagbladet Information Sigrid Nygaard, der i sin tid tog billedet af manden.

- Han råbte først skrid, så spyttede han efter dem flere gange, og så gav han dem fuckfingeren, sagde fotografen 8. september til Ekstra Bladet.

Manden selv nægter imidlertid at have spyttet.

- Jeg har kun været ude at kigge på dem. Jeg har ikke spyttet på dem. Nej, nej, lød det i dagene efter hændelsen fra den 58-årige i et interview med BT.

Manden lagde dog ikke skjul på, at han ikke brød sig om situationen med de mange flygtninge.

- Det er et fandens svineri dernede jo. De var nede på Sleep Hotel (Stop'n Sleep Hotel i Rødby, red.), og da min kone og jeg var ude at cykle, fandt vi ikke mindre end tre håndklæder fra Sleep Hotel på vejen hjem, som de bare havde taget med dernede fra, sagde den nu sigtede mand til BT.

/ritzau/