Mand sigtet: Kørte spritkørsel i golfvogn

Selvom man kører rundt i en golfvogn i forbindelse med en golfturnering, så gælder færdselsreglerne stadig - også grænsen for hvor meget alkohol, man må have i blodet.

Det fik en 46-årig mand at føle, da han fredag blev sigtet for spirituskørsel i en golfvogn i forbindelse med den store golfturnering Made in Denmark i Gatten syd for Løgstør, skriver nordjyske.dk.

Nordjyllands Politi havde hørt, at en mand kørte spirituspåvirket rundt på golfturneringens område i en golfvogn. Og fredag lykkedes det så en cykelpatrulje at finde frem til manden.

- Han blev bedt om at blæse i alkometeret, og det viste en promille på 0,8, siger vagtchef Henrik Beck til Ritzau.

- Den nøjagtige promille skal fastslås ved en blodprøve, og hvis den viser det samme, vil han få en bøde og en betinget frakendelse af kørekortet, fortsætter han.

Den 46-årige mand er leverandør under golfarrangementet, og brugte golfvognen til logistiske formål, skriver nordjyske.dk.

/ritzau/

Dagens Gossip