Mand sigtet for sexkrænkelser sat på fri fod

En mand i fyrrerne, der er sigtet for at have krænket en mentalt retarderet kvinde på Nørrebro, blev lørdag sat på fri fod ved et grundlovsforhør af Retten på Frederiksberg.

Det oplyser anklager ved Københavns Politi Rikke Lundby Jensen.

- Dommeren fandt, at mistanken var til stede, men satte manden på fri fod. Det er en afgørelse, vi har kæret til landsretten, siger Rikke Lundby Jensen til Ritzau.

Det er anden gang på to dage, at manden fremstilles i grundlovsforhør. Fredag blev han fremstillet i Københavns Byret. Under grundlovsforhøret blev han fysisk dårlig, og kunne ikke selv være til stede under hele forhøret.

Københavns Byret valgte derefter at varetægtsfængsle den sigtede in absentia.

- Lørdag morgen blev han erklæret rask, og vi genfremsatte ham i grundlovsforhør, siger Rikke Lundby Jensen.

Grundlovsforhøret foregik for lukkede døre, og anklageren kan derfor ikke oplyse nærmere detaljer om hvilke sexkrænkelser, der angiveligt har fundet sted og hvornår.

Den forulempede kvinde bor sammen med andre ligesindede i et hjem på Nørrebro.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV