Mand skød løs på vejfest

Skrevet af admin

21/06/2015

Mest læste i dag

Syv mennesker er såret, heriblandt en 18 måneder gammel baby og en tiårig dreng, efter en gerningsmand begyndte at skyde mod en større menneskemængde, tilsyneladende fuldstændig umotiveret.

Ifølge politiet og lokale medier åbnede gerningsmanden ild mod en menneskemængde i Philadelphia, der var til vejfest lørdag aften lokal tid.

- Det virker til, at alle var her for at holde picnic og så begyndte at løbe. Det ser ud som om, der blev skudt helt tilfældigt ned ad gaden, og alle, der var i vejen, blev ramt, siger John Walker, talsmand for politiet i Philadelphia, til TV-stationen NBC.

Han kalder det for "en forfærdelig hændelse".

I alt blev fem voksne og to børn såret, og de er alle kørt til hospitalet. Ifølge NBC blev babyen, der er blandt de ramte, strejfet af en kugle i nakken.

I en lignende hændelse i Detroit, der også fandt sted lørdag, blev en person dræbt og ni såret, da en mand begyndte at skyde løs mod en menneskemængde.

Også her var folk til udendørs festligheder, der blev afholdt på en basketball-bane.

Skyderierne kommer i kølvandet på drabene på ni sorte amerikanere, der blev skudt i en kirke i Charleston, South Carolina.

Den 21-årige hvide mand, Dylann Roof, som er sigtet for kirke-massakren, blev fredag fremstillet for en dommer, som opretholdt varetægtsfængslingen af ham.

Tidligere har nogle af Roofs venner bekræftet over for CNN, at han ind imellem talte om at gøre noget, der kunne blive startskuddet til en strid mellem racerne, og at han har nævnt ønsket om at genindføre raceadskillelse i USA.

Onsdag aften lokal tid skal Roof være gået ind til en gudstjeneste i kirken, hvor der først og fremmest kommer sorte amerikanere. Her sad han i en times tid, hvorpå han åbnede ild mod menigheden.

/ritzau/