Mand skudt i hovedet: To personer er anholdt

Skrevet af admin

17/06/2016

Mest læste i dag

En mand døde tidligt fredag morgen, efter at der var udvekslet skud mellem personer i to biler torsdag aften på Frederiksberg, oplyser politiet.

- Vi har endnu ikke identificeret manden, siger Dan Aakerhjelm Sørensen, der er central efterforskningsleder, fredag morgen.

En dreng på 16 år og en mand på 25 er anholdt i sagen, som politiet betragter som et opgør blandt mænd i bandemiljøet.

Offeret sad i en VW Tiguan på Peter Bangs Vej, da der torsdag ved 23-tiden blev affyret skud mod ham. Han blev ramt i hovedet og den ene side af kroppen.

Skuddene blev affyret ud for nummer 121, og området blev straks afspærret af politiet.

Det lykkedes ikke for lægerne at redde den hårdt sårede mands liv, og han blev erklæret død klokken 03.39.

De to anholdte bliver fremstillet for en dommer i Retten på Frederiksberg, oplyser efterforskningslederen. Retsmødet ventes at finde sted efter klokken 12.

Anholdelsen er sket på Roskildevej ikke langt fra gerningsstedet. Dan Aakerhjelm Sørensen kan dog ved nitiden fredag ikke oplyse nærmere om den sigtelse, der er rejst.

Den ældste af de anholdte har forbindelse til banden Gremium, oplyser vicepolitiinspektør Torben Svarrer til ekstrabladet.dk.

Politiet har oplyst, at der også blev skudt fra offerets bil mod en anden bil, som kørte væk.

Der var en række vidner til skudepisoden, som politiet afhører. Vidnerne har indtil videre fortalt, at der er blevet afgivet mindst to skud.

I den seneste tid har der været en række voldsomme episoder med skyderier. Nogle af dem forbindes til en konflikt mellem mænd i bandemiljøet.

Her er gruppen Loyal to Familia tilsyneladende i strid med Black Jackets. Om skuddene og drabet torsdag aften kan forbindes til denne konflikt, er fredag morgen uklart.

/ritzau/