Mand skudt i låret mens han låser sig ind i lejlighed

Skrevet af admin

21/02/2016

Dagens topnyheder

En 40-årig mand er blevet skudt i baglåret, mens han låste sig ind i sin lejlighed i Ishøj søndag aften.

- Klokken 18.45 får vi en anmeldelse om en skudlæsion på adressen, og vi kommer til stedet og finder forurettede i opgangen, hvor han er ramt i venstre lår og balle og stadig er ved bevidsthed, siger Jeff Nielsen, vagthavende ved Vestegnens Politi til Ritzau.

Ifølge politiet er den forurettede mand ikke kendt af politiet, og der er derfor ikke noget umiddelbart motiv for, hvorfor han er blevet skudt.

- Han låser sin dør op, og pludseligt bliver han bare ramt, siger Jeff Nielsen.

Politiet har nu mistanke til to gerningsmænd, der er blevet set løbe fra lejligheden ved Østergården i Ishøj.

- Der er set to personer løbe der fra. A beskrives som bærende en rød hættetrøje og b med sort hættetrøje, siger Jeff Nielsen.

Ifølge politiet er mandens tilstand stabil, men han er bragt til et traumecenter for at blive opereret.

Politiet er på stedet for skudepisoden, hvor man prøver at fastlægge omstændighederne.

- Vi er på stedet nu og har efterforskere og teknikere nede for at undersøge de faktiske omstændigheder og finde eventuelle projektiler, siger den vagthavende til Ritzau søndag aften.

/ritzau/