Mand solgte lovligt udstyr - får fængsel i to år

Skrevet af admin

29/04/2015

Dagens topnyheder

Alle de varer, han skaffede, var indkøbt på fuldt lovlig vis - men alligevel skal han i fængsel.

En 34-årig mands hensigt med at indkøbe plastikrør og papir i stor stil var nemlig kriminel, fastslår Københavns Byret onsdag i en dom.

Udstyret gik til produktion af 175.000 hashjoints, og byretten har idømt ham ubetinget fængsel i to år.

- Det er helt hen i vejret, siger Gabriel Andersen, der har haft en ledende stilling i et tømrerfirma i København, om afgørelsen.

- Hvordan kan jeg være ansvarlig for, hvad andre foretager sig, spørger han. På stedet har han anket dommen til Østre Landsret.

De mange joints svarer til cirka 52 kilo hash, vurderer retten.

Der er ikke tidligere eksempler på tilsvarende domme, oplyser anklageren, Kristian Kirk.

Under sagen har der ikke været fremlagt beviser for, at den 34-årige har været i nærheden af hash.

Såvel jointpapir som rør kan fuldt lovligt købes både i butikker og over nettet. Men både dommeren og de to domsmænd mener, at han udmærket vidste, at han med leverancerne sikrede den omfattende illegale produktion.

Det er hans adfærd og leveringernes omfang, som gør, at han er skyldig, fastslår retten.

Politiet mener, at jointene især er blevet solgt på Christiania.

Tømrerens forsvarer siger, at der er tale om en meget speciel situation.

Af pædagogiske grunde har advokat Peter Secher Schmidt selv været ude i en sidegade til Strøget i København, hvor han uden problemer anskaffede sig 1000 jointrør.

- Det er en stor mængde, men det er lovligt. Også selv om alle ved, at det kan bruges til fremstilling af joints, siger advokaten.

- Politiet accepterer køb og salg af kæmpe mængder. I forhold til andre er der med dommen over Gabriel tale om forskelsbehandling, mener han.

Advokaten oplyser desuden, at politiet opgav sagen mod den mand, der skal have solgt cirka to millioner rør. Nogle af disse blev købt af den københavnske tømrer.

/ritzau/