Mand sparkede til hund - blev jaget i kanalen af 50 mennesker

Politiet i Malmø i Sverige fik onsdag aften en anmeldelse om et slagsmål mellem omkring 50 mennesker i Slottsparken.

Det skriver Expressen.

Slagsmålet opstod angiveligt efter en mand skulle have sparket en hund i parken.

Det tændte hundens ejer helt af, så han og cirka halvtreds af hans venner, begyndte at jagte manden gennem parken.

LÆS OGSÅ: Røver bidt i røven af heltemodig hund

Efter lidt tid havde hundevoldsmanden også politiet i hælene, og til sidst valgte han at springe i parkens kanal.

- Manden skal af ukendte årsager have sparket hunden. Præcist hvor mange, der jagede manden, ved jeg endnu ikke. Der er flere omstændigheder, som er uklare, siger Patrik Fors fra Malmøs politi, til Expressen.

Manden svømmede rundt i kanalen i en time og turde ikke komme op og møde den vrede folkemængde, heller ikke selvom både politiet og ambulancefolk stod klar til at hjælpe ham op.

Til sidst, ved 22-tiden i aftes, blev manden pågrebet, da han kravlede op af vandet. Både han og den forurettede hundeejer blev efterfølgende afhørt af politiet

- Den svømmende mand er mistænkt for overfald og hærværk, og hundeejeren er mistænkt for overfald, siger Linda Pleym fra Malmø-politiet.

 

Dagens Gossip