Mand stikker medbeboer på psykiatrisk bosted med kniv

To mandlige beboere på et bosted for psykisk udviklingshæmmede nær Lemvig endte onsdag eftermiddag i et knivstikkeri.

En 30-årig mand greb en kniv og stak den i en 27-årig medbeboers lår og balle.

Gerningsmanden kastede desuden en kniv mod en ansat, der dog ikke kom til skade.

- Vi kender endnu ikke baggrunden for hans angreb, men der ser ud til at have været en uoverensstemmelse af en slags, siger Bjarne Askholm, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Offeret er ikke i livsfare, men behandles på sygehuset i Herning.

Vagtchefen fortæller, at gerningsmanden var lettere påvirket af alkohol, men at der efter alt at dømme ikke var tale om drabsforsøg.

- Han er sigtet for grov vold, siger Bjarne Askholm.

Gerningsmanden skal nu gennemgå en strafferetslig personundersøgelse.

En sådan undersøgelse skal være med til at klarlægge, hvordan manden kan drages til ansvar for sine handlinger.

/ritzau/

Dagens Gossip