Mand stukket 27 gange med kniv på café på Nørrebro

En eller flere gerningsmand forsøgte tidligt søndag at dræbe en 32-årig mand på værtshuset Café Runddelen på Nørrebro i København.

Manden er nu indlagt på Rigshospitalets Traumecenter, hvor lægerne er i gang med at operere ham. Hans tilstand er kritisk.

- Han er såret af 27 knivstik eller snitlæsioner, fortæller Københavns Politis centrale efterforskningsleder Robert Jensen til Ritzau.

Politiet kender endnu ikke motivet bag overfaldet, som fandt sted kvart over fire søndag morgen på et tidspunkt, hvor caféen var fyldt med gæster.

- Vi tror, der er flere gerningsmænd om det. Om der er flere, der stikker med kniv, ved vi ikke, men efter vores indledende afhøringer tror vi, at der er flere om overfaldet, siger den centrale efterforskningsleder Robert Jensen til Ritzau.

Ingen vidner har umiddelbart set, hvad der er foregået. Man opdagede først, at manden var såret, da han stærkt såret og blødende vaklede mod udgangen af værtshuset.

/ritzau/

 

Dagens Gossip