Mand stukket ned med kniv i Høje Gladsaxe

Skrevet af admin

20/06/2016

Dagens topnyheder

En mand, der søndag aften i Høje Gladsaxe blev stukket ned med kniv, er sluppet heldigt fra hændelsen. Det oplyser Københavns Vestegns Politi.

- Han har fået et overfladisk stik, siger vagtchef Lars Jørgensen.

Det var den 31-årige mands søster, som klokken 21.17 alarmerede politiet om angrebet på sin bror, der fandt sted på en parkeringsplads.

Betjente fandt manden liggende blødende i en opgang, hvor han ifølge Lars Jørgensen forsøgte at gemme sig.

Søsteren overværede på afstand det optrin, der endte med et knivstik.

- En gruppe personer henvendte sig til den forurettede, som netop havde parkeret en bil. Pludselig ser hun den her gruppe stikke af. Samtidig begyndte hendes bror også at løbe fra stedet. Han gemmer sig i en opgang, hvor vi så finder ham, siger vagtchefen.

Ingen personer er anholdt i sagen, men politiet har sikret sig optagelser af episoden fra overvågningskameraer på parkeringspladsen.

Hvilke uoverensstemmelser, der ligger bag hændelsen, er politiet ikke klar over.

/ritzau/