Mand stukket ned på p-plads i Løsning

Sydøstjyllands Politi har anholdt tre personer efter et knivstikkeri natten til onsdag. En 44-årig mand blev alvorligt såret ved knivstikkeriet.

Episoden udspillede sig omkring klokken halv tre på en parkeringsplads i Løsning lidt nord for Hedensted.

- Det er en 44-årig mand, som bliver stukket og skåret med en kniv. Efterfølgende har vi anholdt tre personer, fortæller efterforskningsleder Torben Svarrer.

Det var en person nær gerningsstedet, som ifølge Torben Svarrer anmeldte overfaldet ved at ringe 112.

- Den forurettedes tilstand er stabiliseret nu, men det har været meget alvorligt, fortæller Torben Svarrer.

Politiet ved endnu ikke, hvad der er gået forud for knivstikkeriet, og man har heller ikke taget stilling til, om man vil forlange alle anholdte fængslet.

- Der bliver et grundlovsforhør senere i dag, hvor en eller flere vil blive begæret varetægtsfængslet, fortæller Torben Svarrer.

Politiet anser knivstikkeriet for at være så alvorligt, at sagen betragtes som forsøg på manddrab.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV