Mand stukket ved cocktail-bar på Vesterbro

En mand på 30 år er uden for livsfare, efter at han natten til lørdag blev stukket med kniv på Vesterbro i København.

Københavns Politi måtte tidligt lørdag morgen rykke ud til cocktail-baren CPH Cocktail Bar på Vester Farimagsgade i den københavnske bydel, efter at mindst to personer var kommet op at toppes.

- Slagsmålet rykker videre ud på gaden, og her ender det med, at den forurettede får et knivstik i maven, siger Robert Jensen, der er central efterforskningsleder ved Københavns Politi.

Den 30-årige mand har nu været på operationsbordet, men politiet har endnu ikke kunnet snakke med ham.

- Vi har nogle vidner og noget overvågningsmateriale, som vi kan arbejde videre med, men gerningsmanden er ikke anholdt. Det skulle være en rockertype at se på. Han er skaldet, har en tatovering på halsen og var iført mørkt tøj, siger Robert Hansen.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV