Mand taget to gange på ulovlig knallert - anden gang med hornet i bund

Den 27-årige mand kørte torsdag ind i en knallertkontrol i Ringparken i Slagelse, og det skete klokken 14.25, hvor han kom kørende på knallert på Jacob Dampes Vej.

Politiets rullefelt viste kort efter, at knallerten kunne køre noget hurtigere end det tilladte, og han blev derfor sigtet for at køre på en ulovlig knallert.

Men en halv times tid senere kom han igen kørende forbi politiet, der stadig var på stedet – denne gang kørte han uden styrthjelm, og han gjorde helt overflødigt opmærksom på sig selv ved at køre med hornet i bund.

Den 27-årige mand blev derfor standset endnu en gang, og da jo var tale om, at han blev standset for anden gang på en ulovlig knallert, blev knallerten konfiskeret, ligesom han også blev sigtet for at køre uden styrthjelm og for at bruge hornet unødigt.

Den 27-årige virkede påvirket af stoffer, og han blev derfor anholdt og sigtet for at køre knallert i påvirket tilstand.

Politiet fandt en klump hash på 0,2 gram og en enhåndsbetjent hobbykniv, og han blev derfor også sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer og våbenloven.

Efter en afhøring på politistationen i Slagelse blev den 27-årige løsladt igen efter klokken 16, oplyser Sydsjællands og Lolland Falsters Politi.

Dagens Gossip