Mand tilbragte seks år på internetcafé

Frisk luft er en sjældenhed i 30-årige Li Mengs liv. Den computerglade kineser hævder ifølge netmediet metro.co.uk, at han har tilbragt seks år foran den samme skærm på en internetcafé i byen Jilin.

Her spiser han, sover og spiller computer på livet løs, og Li Meng forlader angiveligt kun sin stol, når han skal på toilettet eller vil tage et bad.

Cafémanager Sun Wang forklarer ifølge det britiske netmedie, at hans stamkunde nummer et er stille som musen, betaler sine regninger og er fuldstændig harmløs.

- Personalet taler stort set ikke med ham - kun når der er et teknisk problem, eller han vil have bestilt noget mad, siger Sun Wang ifølge metro.co.uk.

- Han spiller typisk hele natten og sover i løbet af dagen foran skærmen. Men så længe han betaler for pladsen, så er det hans, tilføjer cafémanageren.

Li Meng betaler et månedligt beløb svarende til 530 kroner for sit »hjem« og hævder at tjene godt og vel 1.800 kroner om måneden på online-turneringer.

Dagens Gossip

Dagens TV