Mand tvangsindlagt efter knivdrama ved vuggestue

Skrevet af admin

03/09/2015

Mest læste i dag

Retten i Aarhus har torsdag varetægtsfængslet en 39-årig mand, som onsdag overfaldt sin 27-årige ekskæreste ud for en vuggestue i Viby.

Retten har bestemt, at manden ikke skal sendes i arresten, men i stedet indlægges på en psykiatrisk afdeling.

Den nærmere begrundelse for den beslutning kendes ikke, da grundlovsforhøret er foregået for lukkede døre. Det var ifølge Østjyllands Politi mandens forsvarsadvokat, som forlangte, at dørene til torsdagens retsmøde skulle lukkes.

Ifølge ekstrabladet.dk blev det inden dørlukningen oplyst, at manden angiveligt er selvmordstruet. Det må antages at være grunden til, at retten har valgt at lade ham indlægge frem for indsætte i en arrest.

Manden er sigtet for drabsforsøg, efter at han onsdag stak sin 27-årige ekskæreste flere gange i halsen med en kniv.

Manden ventede uden for den vuggestue i Viby, hvor hans og kvindens toårige søn går. Efter overfaldet flygtede manden og tog sønnen med sig.

Politiet fandt efterfølgende frem til manden på en adresse i Viby, hvor han uden dramatik blev anholdt. Sønnen var også på adressen og var uskadt.

Kvinden har fået livstruende skader i forbindelse med overfaldet. Meldingen omkring hendes tilstand lyder torsdag på at være kritisk, men stabil. Det fortæller efterforskningsleder Jesper Bøjgaard Madsen til Ritzau.

Ifølge ekstrabladet.dk har mandens advokat, Mikkel Nielsen, oplyst, at den 39-årige erkender de faktiske forhold, som han er sigtet for. Men han nægter sig skyldig i, at der skulle være tale om drabsforsøg.

For at en person skal kunne kendes skyldig i drabsforsøg, skal anklagemyndigheden i sidste ende føre bevis for, at den pågældende i et eller andet omfang har haft til hensigt at dræbe sit offer.

/ritzau/