Mand viste bar numse til børn i børnehave i Holbæk

Det skete ved børnehaven på Rolighedsstræde i Holbæk, hvor en 31-årig kvinde fra Holbæk oplyste, at hun efter aflevering af sin søn i børnehaven om morgenen kl. ca. 0830 havde set to ca. 20-årige mænd ved børnehaven.

Den ene af mændene var gået hen til et vindue ind til legestuen, trukket bukserne ned og trykket bagdelen op mod ruden, før han vendte sig om og trak bukserne op igen.

Denne mand blev af kvinden beskrevet som dansk, 175-180 cm høj, iført store lyseblå jeans, sort trøje og hue.

Kvinden syntes, at de to mænd virkede overstadige og påvirkede af et eller andet, muligvis som følge af en bytur.

De forsvandt i ukendt retning.

Lokalpolitiet i Holbæk hører gerne fra personer, der har bemærket de to mænd ved børnehaven, eller som kan give oplysninger om deres identitet. Kontakt politiet på nummeret 114.

Dagens Gossip