Mandela i kritisk tilstand: Obama er på vej til Sydafrika

Det fortæller Zindzi Mandela, efter at hun tirsdag besøgte sin 94-årige far på hospitalet og fortalte, at Obama er på vej.

Obamas tur til Sydafrika er en del af en uges rundtur i Afrika, som starter i Senegal onsdag, inden turen går videre til Sydafrika fredag og derefter til Tanzania.

Det er endnu uklart, om Obamas rejseplaner bliver ændret, hvis Mandela dør inden for den nærmeste fremtid.

Obama får under alle omstændigheder ikke mulighed for at besøge Nelson Mandela, som fortsat er i kritisk tilstand.

»Mens han fortsat befinder sig i kritisk tilstand på hospitalet, må vi blive ved med at have ham i vores tanker og bønner hvert eneste minut,« siger præsident Jacob Zuma onsdag eftermiddag.

Obama og Mandela, der har det til fælles, at de begge blev de første sorte præsidenter i hver deres land, har mødtes en gang tidligere i 2005. Dengang var Barack Obama nyvalgt senator, men udover nogle telefonsamtaler har de to mænd ikke haft kontakt med hinanden, siden Obama blev valgt til præsident i 2008.

Mens Obama inden længe besøger Sydafrika, er landet allerede i fuld gang med at forberede det endelige farvel til Nelson Mandela.

Flere sydafrikanere er samlet foran hospitalet i Pretoria, hvor Mandela er indlagt, og sydafrikanske medier beskriver ligeledes, at flere personer er ankommet til Mandela-familiens private gravsted i landsbyen Qunu, hvor Nelson Mandela voksede op.

Dagens Gossip

Dagens TV