Mandela mindet med sydafrikanske toner i Vor Frue Kirke

Skrevet af admin

12/12/2013

Dagens topnyheder

Hvis der er nogen, der kan få en gudstjeneste i den danske folkekirke forvandlet til en sand fest, så er det Nelson Mandela.

Den tidligere sydafrikanske præsident blev torsdag eftermiddag mindet i Vor Frue Kirke i København.

Folkekirkens Nødhjælp havde stablet arrangementet på benene og både embedsmænd, kirkefolk, politikere og selv dronningen havde fundet frem til kirkebænkene.

Da kirkeorgelet indledte gudstjenesten med et præludium i jazzede toner, var stilen fastlagt. Dette var ikke nogen traditionel dansk gudstjeneste.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) var den første, der fik mulighed for at sætte ord på, hvad Mandela betød for verden.

- Den idé, han kæmpede for hele sit liv, er hævet over kultur, tid og sted. Nemlig at alle mennesker er lige.

Også Folketingets formand, Mogens Lykketoft (S), og den sydafrikanske ambassadør, Samkelisiwe Mhlanga, var på talerlisten.

Imellem talerne brød det danske kor Papaya ud i sang, og det har tidligere har sunget for Mandela i Sydafrika.

Med trommer og ægte stammesang gav gruppen de grundtvigske salmer baghjul og løftede stemningen i den fyldte domkirke.

Den københavnske biskop, Peter Skov-Jakobsen, prædikede til dagens gudstjeneste.

På de forreste rækker sad inviterede folk og dronningen, der til anledningen var klædt i sort fra top til tå.

Politikere fra samtlige fløje var i domkirken for at mindes Mandela. Heriblandt Lars Løkke Rasmussen (V), Annette Vilhelmsen (SF), Margrethe Vestager (RV), Frank Jensen (S) og Kristian Thulesen Dahl (DF).

Den sydafrikanske ambassadør i Danmark var tydeligvis rørt efter ceremonien.

- Det var fantastisk, og jeg sætter stor pris på det. Der var så mange mennesker, der kom. Også dronningen og statsministeren kom, og det var mere, end jeg havde håbet på, siger hun til Ritzau.

/ritzau/