Mandelas børnebørn hylder deres bedstefar i Soweto

Skrevet af admin

10/12/2013

Mest læste i dag

Det er ikke kun politiske ledere, der får taletid ved den store mindehøjtidelighed for anti-apartheid- helten Nelson Mandela på Soccer City Stadium i Soweto.

Fire af Mandelas 18 børnebørn har også været på talerstolen for at give et sidste farvel til deres bedstefar.

- Vi hylder dig Madiba, sagde Mbuso Mandela.

I rækken af talere blev børnebørnene efterfulgt af FN's generalsekretær, Ban Ki-moon.

- Mandela var mere end en af de fremmeste ledere i verden. Han var en af verdens bedste lærere, siger han.

- Vi skal føre Mandelas kamp videre i den ånd, som han viste os. Han kæmpede for hver enkelt af os, siger Ban Ki-moon.

Mindehøjtideligheden finder sted på det store stadion Soccer City i Soweto, hvor VM-finalen i fodbold blev spillet i 2010. Det var netop her, at Mandela havde sin sidste offentlige optræden.

91 af verdens ledere med den amerikanske præsident, Barack Obama, i spidsen samt en lang række kendisser deltager i mindehøjtideligheden på Soccer City.

Fra Danmark deltager kronprins Frederik og statsminister Helle Thorning-Schmidt. Tv-billeder viser, at den danske statsminister sidder ved siden af Obama, der har hustruen Michelle på den anden side.

Mindeceremonien var en time forsinket, men selv om regnen har silet ned hele dagen, har sydafrikanerne på Soccer City Stadium sunget og danset ufortrødent til ære for Nelson Mandela.

Nelson Mandela døde i torsdags i en alder af 95 år.

Efter mindehøjtideligheden vil Nelson Mandela ligge lit de parade i den administrative hovedstad Pretoria fra onsdag til fredag.

Herefter bliver han fløjet til sin barndomsby - landsbyen Qunu, der ligger omkring 500 kilometer syd for Lesotho, hvor han begraves på søndag.

/ritzau/