Mange arbejdsulykker bliver ikke anmeldt

Skrevet af John Meyer

19/12/2012

Mest læste i dag

119.00 danskere kommer hvert år ud for en arbejdsulykke, uden at myndighederne får besked. Så dystert er billedet i en omfattende undersøgelse af arbejdsmiljøet i Danmark, som har omfattet 16.300 personer. Seks procent siger, at de har været ude for en ulykker på jobbet inden for det seneste år. Overført til hele arbejdsmarkedet svarer det til, at 162.000 danskere hvert år er ude for en ulykke. Tallet er milevidt fra det antal ulykker, som bliver anmeldt. I 2011 var det 42.567 anmeldelser af arbejdsulykker, skriver Fagbladet 3F.

En kultur af frygt
Seniorforsker Pete Kines fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø står bag undersøgelsen om ulykker. Han siger, at tallet ikke er klippefast, for det afhænger af branche og alder.

- Men vi ved, at det er mindst 50 procent af ulykkerne, som ikke bliver anmeldt, siger han.

Han oplever en kultur af frygt, som gør, at både virksomheder og medarbejderne holder igen med at anmelde.

- Medarbejderne kan være bekymrede for, om det kan få konsekvenser for dem selv, hvis de har været ude for en ulykke. Derfor siger de ikke noget til arbejdsgiveren.

Koster erstatning
Arbejdsgivere har pligt til at anmelde ulykker. Ifølge Palle Larsen, arbejdsmiljøkonsulent hos 3F, er det alvorligt, hvis det ikke sker.

- Det kan få store konsekvenser for den enkelte, hvis sagen ikke bliver rejst og kommer ind i systemet. Det kan gå ud over muligheden for erstatning.