Mange beder stadig bøn - bare ikke til gud

Skrevet af admin

22/04/2016

Dagens topnyheder

Selv om intens dyrkelse af den kristne tro ser ud til at være forbeholdt en stadig mindre kreds af danskere, er det at bede stadig en del af manges hverdag, skriver Politiken.

Mange har bare droppet fadervor til fordel for deres egen personlige bøn. Og ofte går bønnen til noget og nogen, som ikke nødvendigvis ligner Bibelens gud.

Sådan udlægger leder af Center for Samtidsreligion ved Aarhus Universitet Marie Vejrup Nielsen en Megafonmåling foretaget blandt 1.244 danskere for Politiken og TV 2.

Målingen viser, at en ud af fire danskere jævnligt beder til Gud. Dagligt, ugentligt eller mindst en gang om måneden.

På et eller andet tidspunkt i deres liv har seks ud af ti personligt henvendt sig til herren, viser målingen.

- Tallene viser jo, at religion for en stor gruppe ikke bare forsvinder. Den kommer på hylden af ting, man kan benytte sig af med den frekvens og på den måde, man nu selv synes giver mening, siger Marie Vejrup Nielsen til Politiken.

Omvendt fortæller fire ud af ti danskere, at de aldrig nogensinde har bedt til Gud.

Tallene bekræfter ifølge Marie Vejrup Nielsen, at vi herhjemme har en lille, stærkt troende kerne på omkring 10 procent og en stadigt voksende gruppe af ikke-troende.

Det er dog mere interessant, at mange tilpasser deres tro og bøn til deres personlige livssyn og aktuelle behov.

- Bønnerne ser ud til at have en rigtig senmoderne profil. Man beder for sig selv og dem, der er tæt på en, og så beder man ikke om noget negativt, siger Marie Vejrup Nielsen.

Ens politiske ståsted synes at spille en rolle for, hvad man beder om.

I den kuriøse ende synes undersøgelsen således at vise – og her stiger den statistiske usikkerhed betragteligt – at Liberal Alliances vælgere hyppigere end noget andet partis vælgere beder om, at de ikke styrter ned med et fly.

/ritzau/