Mange besøgte Kulturlogens festival ved Kolding

Skrevet af Elo Christoffersen

29/10/2012

Dagens topnyheder

 

Weekendens kulturfestival i Råværket overgik alle forventninger. Børnefamilier, kærestepar, pensionister, og masser af unge trodsede kulden og besøgte Kulturlogens festival i Harte. Flere end 500 besøgende oplevede alt fra live graffiti og tilhørende workshops, til rockkoncerter, litterære foredrag, alternativ yoga og vegansk kogekunst. Lørdagens foredrag med beatpoeten Claus Høxbroe og forfatter og tidligere graffitimaler Peter Grønlund blev med flere end 150 besøgende et af festivalens absolutte højdepunkter.

Kulturlogens formand Rune Lorentzen er meget tilfreds med festivalen:

- Vi er selv meget glade for Claus Høxbroe og vidste han var god, men så mange gæster havde vi alligevel ikke regnet med at se.

Graffitivæg tiltrak malere fra hele landet

Koldings unikke graffitimiljø og en 80 meter lang graffitivæg, trak malere fra hele landet til byen. Da festivalen åbnede torsdag, stod en række malere fra København, Århus, Odense, men også mere lokale fra Haderslev, Skanderborg og Aabenraa, klar til at hjælpe Koldings egne graffitikunstnere med at udsmykke den nye lovlige graffitivæg. Væggen var delt ind i flere afdelinger, hvoraf den centrale del arbejdede med temaet ”efterår”. Temaet hæftede sig naturligvis primært til årstiden, men blev også for lokale Rolf Mogensen (Mester 88) en mulighed for at udtrykke sine tanker om livets efterår.

Noget for alle

Kulturlogen havde arbejdet hårdt for, at der skulle være noget for enhver smag og plads til alle, så programmet var planlagt således, at ældre og familier kunne komme i løbet dagen og de mere festorienterede aktiviteter var gemt til om aftenen og natten. Aftenenerne og nætterne bød således på koncerter og dj’s i koncertrummet, hvor bl.a. de lokale rocktalenter fra The Permutation og de erfarne stonere Sedated Angel spillede op til fest.
Søndag morgen kunne arrangørerne konstatere, at to smadrede flasker og et brækket kosteskaft var de største skader, der var sket under festivalen.

- Vi havde frygtet, at alt den alternative kultur samlet på et sted ville tiltrække ballademagere, og vi overvejede faktisk at ansætte en dørmand, men der var ikke skyggen af problemer, og det vi selvfølgelig rigtig glade for og stolte over, slutter Rune Lorentzen.