Mange bilister er skæve nær Christiania

En hel del bilister løber risikoen og kører bil nær Christiania, selv om de er skæve.

20 gange har en særlig politigruppe i marts sigtet bilister for at køre i narkopåvirket tilstand, fremgår det af en pressemeddelelse, som Københavns Politi har udsendt tirsdag.

Flere er gengangere, og hvis de tages for tredje gang, er sanktionen meget mærkbar: Så mister man bilen.

En skærpelse af færdselsloven betyder, at ordensmagten kan konfiskere et køretøj, når ejeren for tredje gang tages i at køre efter at have røget hash eller andre stoffer.

I øvrigt viser opgørelsen fra den såkaldte Task Force Pusherstreet, at der i marts blev afsløret fem pistoler, og at betjentene har beslaglagt en hel del farligt fyrværkeri, herunder 49 krysantemumbomber.

Den særlige gruppe har både fokus rettet mod købere og sælgere af euforiserende stoffer.

70 er i marts blevet noteret for at have for eksempel joints eller andre midler i lommen.

To gange har betjentene rejst sigtelse om salg - henholdsvis om 12 kilo hash og 10 kilo skunk, fremgår det af opgørelsen.

I årets tre første måneder har task-forcen beslaglagt lidt over tre millioner kroner, men hovedparten stammer fra en stor sag om produktion af joints beregnet til salg i Pusherstreet.

Mange borgere er tilsyneladende glade for den særlige indsats.

- Det glæder os, at både naboer til Christiania og de fleste beboere på Christiania fortæller os, at de er meget tilfredse med politiets indsats, udtaler politikommissær Steffen Th. Steffensen i pressemeddelelsen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip