Mange boligejere har stadig tabt millioner

"Dagens tal viser, at husejerne i 17 ud af landets 98 kommuner fortsat må konstatere, at hvis de skulle sælge deres hus i dag, så ville salgsprisen ligge mere end 1 mio. kr. under den pris, de havde kunnet få, da markedet toppede i 2007," skriver boligøkonom Lise Nytoft Bergmann.

Hun konstaterer dog samtidig, at det har set værre ud. Da det så værst ud i 2. kvartal 2012 var det millionstore tab i forhold til købspriserne en kendsgerning i 23 ud af landets 98 kommuner. For ejerlejlighedernes vedkommende har ejerne i 35 af landets kommuner haft et tab på papiret på en halv million kr. eller derover, og da priserne var lavest i 3. kvartal 2012 var det en kendsgerning i 39 kommuner.

Selv om der for de flestes vedkommende kun er tale om et tab af friværdi, der ikke bliver realiseret, medminde ejendommen sælges, så har det alligevel indflydelse på økonomien, vurderer Lise Nytoft Bergmann.

"Selv om der for langt de fleste boligejeres vedkommende kun er tale om papirpenge, som de aldrig reelt har haft i hånden, så ændrer det dog ikke ved, at mange boligejere føler sig fattigere, end hvis priserne blot var steget jævnt hen mod det nuværende niveau. På den baggrund er det ikke overraskende, at mange danskere har været tilbageholdende med dankortet de senere år," vurderer hun.

Men de stigende priser får tingene til at gå den rigtige vej. Set over det seneste år er prisen på et hus nu kun 0,2 pct. lavere, mens priserne på lejligheder er steget med 7,4 pct. det seneste år. Og de mere positive nyheder fra boligmarkeder har ifølge cheføkonom i Realkredit Danmark også medført opjusteringer af de toneangivende prognoser for boligmarkedet.

"Første bevis på dette fik vi i slutningen af august, hvor regeringen skruede deres forventning til huspriserne op til en prisfremgang på 3 pct. i år mod tidligere ventet 1,2 pct., mens 2014 ventes at føre en prisfremgang på 2,5 pct. med sig," påpeger han.

De små tal får dog også Christian Hilligsøe Heining til at påpege, at det næppe vanker et prangende opsving i hverken økonomien eller på boligmarkedet i Danmark.

Dagens Gossip

Dagens TV